Hvad er den direkte udledning af drivhusgasser (scope 1)?

Scope 1: emissioner fra egne kilder, ikke indkøb

Scope 1 er den direkte emission af drivhusgasser fra kilder, som virksomheden selv ejer eller kontrollerer. Tænk på gas til opvarmning, brændstof til egne køretøjer og egne produktionsprocesser. Det afgørende kriterium er kontrol: handler det om en anlæg eller et køretøj, som virksomheden selv styrer, er det scope 1. Hvis emissionen frigøres hos et andet firma — energileverandøren, en transportør, en leverandør — hører det ikke under scope 1, selvom virksomheden betaler for det.

Dette skel er netop grunden til, at kunder spørger til scope 1, 2 og 3 hver for sig: det forhindrer dobbeltregning i værdikæden og gør det klart, hvem der kan styre hvad. Indkøbt elektricitet og varme hører til den indirekte emission fra købt energi (scope 2), og emissioner hos leverandører eller ved brug af produktet hos kunder falder under emissionerne i værdikæden (scope 3). Et spørgeskema, der spørger til scope 1, ønsker således specifikt at vide, hvad der kommer fra egen skorsten, kedel eller køretøjspark — ikke hvad der sker "bag måleren" hos en anden.

Hvor denne skelnen kommer fra: GHG Protocol

Inddelingen i scope 1, 2 og 3 stammer fra GHG Protocol, den internationale standard, som næsten alle kundes spørgeskemaer om emissioner er baseret på. Hvis virksomheden ikke har et scope 1-tal parat, er svaret på spørgeskemaet sædvanligvis simpelthen "nej" eller "ikke kendt" ved dette punkt — ikke et skøn, der ikke er understøttet. Ofte bliver der også spurgt til det samlede energiforbrug pr. år og til en eventuel målsætning om at reducere emissionerne; disse tal hænger sammen med scope 1, men er et separat svar med en egen kilde.