hvorfor vil banken vide med hvilke andre virksomheder vi er forbundet

Banken vurderer UBO'er, gruppestruktur og koncentrationsrisiko

Banken spørger normalt om dette for at kontrollere tre ting: hvem de ultimative rettighedshavere er (UBO'er), hvordan virksomheden indgår i en gruppe eller kæde af andre virksomheder, og om der er afhængigheder, der påvirker kreditrisikoen. Dette indgår i det kundeundersøgelse, som banker er forpligtet til at udføre i henhold til Wwft. Spørgsmålet kommer derfor sjældent af nysgerrighed — det hænger sammen med bankens egen lovpligtige undersøgelsespligt over for sine erhvervskunder.

I praksis opdeles spørgsmålet normalt i to dele. Den første del handler om ejerskab og indflydelse: hvem er aktionærerne, er der et moderselskab, er der datterselskaber. Det overlapper med det, der allerede er fastlagt om det registreringsnummer, under hvilket virksomheden er tilmeldt, da gruppestrukturen ofte kan spores tilbage til indføring i Handelsregisteret. Den anden del handler om kommercielle forbindelser: store kunder, store leverandører, joint ventures. Det sidste har banken brug for for at vurdere koncentrationsrisikoen — hvad sker der med virksomhedens kreditværdighed, hvis en stor kunde falder bort. Det er en anden tilgangsvinkel end ved spørgsmålet om de lande, hvor virksomheden har etableringsstedet, som i højere grad handler om operationel spredning end om ejerskab.

Hvor dette følger fra: Handelsregisteret og Wwft

Basisoplysningerne om juridisk form, ledelse og aktionærstruktur, som banker anmoder om, stemmer i høj grad overens med det, der allerede offentligt er registreret i henhold til Handelsregisterloven 2007. Det, som banken selv spørger udover det — arten af forretningsforbindelserne med andre virksomheder, og betydningen af dette for kontinuiteten — følger ikke fra én artikel, der her er angivet som kilde, men fra bankens egen risikovurdering, som banken som Wwft-institution skal foretage. Det er med til at præcisere svaret at skelne mellem det, der faktisk står i Handelsregisteret, og det, som banken spørger om som en supplerende, kundespecifik vurdering: det første kan føres tilbage til en officiel kilde, det sidste ikke.